Du har lysten, pladsen, hjælpen og mulden – så mangler der bare én ting: at komme i gang.
At dyrke dine egne afgrøder kan blive et nøjagtigt så lille eller stort projekt, som du ønsker det. Men vores anbefaling er nok alligevel, at du starter enkelt og småt for at se, hvor det bærer hen. Den økonomiske gevinst er måske ikke så stor, men tilfredsheden og stoltheden over at have dyrket en næringsrig og smuk afgrøde kan række langt. I hvert fald i første omgang. Hvorfor ikke starte med et smukt, velduftende og robust krydderurtebed? Her er nogle tips.
Sæt krydder(urter)i på tilværelsen!
1. Hold dig til reglerne
Det kan synes selvfølgeligt, men at følge instruktionerne på frøposerne og tilpasse afgrøderne efter årstiden og klimaet er altså alfa og omega for at lykkes.
2. Find solen
Krydderurter har brug for sol, men derudover stiller de næsten ingen krav. Med andre ord: Find et solrigt sted til dit krydderurtebed, uanset om du dyrker dem i højbedsramme eller direkte på friland.
3. Hold styr på dine planter
Krydderurterne skal helst ikke gå i blomst, hvis du ønsker, at de skal overleve til næste sæson. Pluk derfor ofte, når dine urter begynder at blive større.
4. Lad ikke noget gå til spilde
Producerer dit krydderurtebed mere, end du kan nå at bruge? Tør dem, frys dem ned, forær dem væk, lav smagfulde olier, pestoer og et væld af andre gode ting.
5. Fortæl os om din succes
Lad din indsats komme frem i lyset ved at fortælle, at krydderurterne er af egen avl. Du skal ikke holde dig for god til at prale om urter og andre planter.